Cloud er her og der og alle vegne. Det er et buzzword der er vokset fra IT-afdelingen og via smartphones ind i dagligstuerne. Om det er Dropbox, iCloud, GMail eller noget fjerde, så er de fleste danskere koblet op på cloud teknologi i en eller anden udstrækning.
Hvad er Cloud?
Cloud er en fællesbetegnelse for en række netbaserede tjenester og ydelser. Tidligere var de installeret på virksomhedernes egne servere. I takt med at internettets grundlæggende infrastruktur er blevet udvidet og hastighederne dermed er øget, er en stor del flyttet ud på internettet.
Det gælder naturligvis backup og lagring generelt, men i de senere år er mange softwareudbydere også begyndt at sælge cloudbaseret software. Office365, Netflix, Skype og assistenterne i vores smartphones er alle eksempler på cloudbaseret software – ligesom Facebook og de andre sociale medier er.
Cloud computing er en brug af computere, hvor programmer eller data ikke ligger på den lokale maskine. I takt med at teknologien udvikler sig, taber begrebet gradvist betydning på samme måde som ordet ”digitalt” stille og roligt taber betydning. Indenfor en overskuelig fremtid giver det ikke længere mening at tale om ”cloud” fordi det kommer til at være standarden. Til den tid vil vi sandsynligvis nævne, hvis noget ikke er cloudbaseret – det der også hedder ”on premise”.
Hvor er mine data?
Begrebet ”cloud” eller ”skyen” kan godt være lidt misvisende. Det handler ikke om at dine data svæver rundt i luften, men at data og applikationer kan tilgås gennem forskellige servere/datacentre. Når dine data og applikationer kan tilgås gennem mange datacentre, er de de facto i skyen. Data, der er alle steder, er på sin vis ingen af de steder. I hvert fald ikke udelukkende.
I takt med at cloud-teknologien er blevet mere udbredt, har udbyderne arbejdet på at nedbryde de barrierer der holder virksomheder fra skyen. Det betyder blandt andet at du kan få en ren europæisk cloud, for at undgå at for eksempel NSA kan få adgang til dit materiale.
Det kan også være, at du af sikkerheds-/GDPR-årsager gerne vil vide, hvor dine data befinder sig lidt mere specifikt. Uden at det betyder at du gerne vil have din data på din egen fysiske server.
Fordele ved cloud
Der er mange fordele ved cloud, men først og fremmest handler det om fleksibilitet, simplificering af administration og betalingsmodel. Men der er også muligheden for at skalere din cloudserver, hvis dit behov stiger pludseligt. Ikke bare i forhold til plads, også i forhold til hastighed – det er særligt brugbart, hvis du har en sæsonbetonet virksomhed.
Især skaleringsdelen er et virkelig stærkt argument, hvis det kombineres med en microservice-baseret arkitektur. Det kan du læse mere om her – den korte forklaring er, at du får mulighed for at skalere hver enkelt del (service) i din software individuelt – det sikrer at du kun køber den serverkapacitet du har behov for.
Cloudteknologien har også gjort software-as-a-service muligt. Begrebet dækker over de utallige tjenester der, typisk med månedlige abonnementer, tilbyder en softwareløsning. Office og Dinero er to eksempler på SaaS, men der findes også forskellige nært beslægtede fætre i Dropbox, GMail, iCloud og lignende. Nogle af dem er strengt taget nærmere hardware-as-a-service, men det er stadig abonnementsbaserede ydelser faciliteret af cloudteknologi.
Cloud giver mulighed for at købe og bruge softwaren overalt (hvor der er internet). Det giver en stor fleksibilitet i forhold til hjemmearbejdspladser, devices, og det gør dig meget mindre afhængig af hardware.
Sidst men ikke mindst, er lagerpladsen stort set ubegrænset og backup, integration mellem platforme og genskabelse af backups typisk meget mindre teknisk krævende at bruge.
Med alle de fordele er det svært ikke at være begejstret, men der er også nogle ulemper.
Ulemper ved cloud
Selvom meget af teknologien og hardwaren bliver ”gemt væk” til fordel for en strømlinet brugerflade, kan der stadig opstå tekniske udfordringer. Selv de bedste udbydere af cloudløsninger har tekniske problemer fra tid til anden. Også selvom de har en høj grad af kvalitetssikring.
Men vigtigere endnu er den åbenlyse udfordring at cloud-teknologi kræver internetadgang. Måske ikke noget vi tænker over i hverdagen, men det kan give udfordringer i nogle situationer, hvor vi ikke har den adgang til internettet, som vi er vant til i Danmark.
Sidst men ikke mindst, kan der være sikkerhedsudfordringer ved at bruge cloud. Intet på internettet er fuldstændig sikkert, så der er altid en risiko for hackerangreb eller datalæk. Derfor er det en god ide at vælge den mest pålidelige udbyder, så du er sikker på, at de gør alt for at holde din data sikker.
I forhold til fortrolig, forretningskritisk information er det en rigtig god ide at have sikre passwords og totrins-verificering. Ofte i form af en kode via sms, der skal tastes ind efter dit password.
Opsummering:
Fordele ved cloud:
- Fleksibel kapacitet – det gør det nemt at skalere (både op og ned)
- Facilitering af andre ydelser (Hardware/Software as a service
- Fleksibilitet i forhold til devices og eventuelle hjemmearbejdspladser
- Ubegrænset lagerplads
- Nemmere integration af tjenester
Ulemper ved cloud:
- Kræver internet
- Sikkerhedsudfordringer – alt med internetadgang har en (ekstremt lille) risiko for at blive udsat for hackerangreb mm.
- Uptime/tekniske problemer – selvom cloud-teknologien er meget stabil, vil der altid være udfald
Vi har arbejdet med cloud i omkring ti år. De erfaringer bruger vi dagligt til at sikre gode implementeringer af cloud for vores kunder. Typisk betyder det systemer bygget op i microservices, der kan skaleres uafhængigt ved hjælp af cloud-teknologien.
Vi kan hjælpe med inspiration i form af foredrag.